MadbloggerUdfordringen #3 Vaniljeis med havtornsirup støbt i æggeskal
Denne gang kunne man vælge 2 udfordringer – én til det salte køkken og én til det søde køkken. Jeg valgte at lave en vaniljeis med en havtornsirup støbt i et æggeskal til det søde køkken. Der skulle indgå bær, chokolade og krydderurter eller spiselige blomster. De 2 sidste undlod jeg at bruge, da jeg valgte at lave en is som ligner et blødkogt æg. Undskyld Nada 😉
Tanken om at servere et ”blødkogt æg” til dessert, var ret inspirerende. En kollega fortalte mig, at han havde set et tv program, hvor de bagte brownies i æggeskallerne. Genialt at bruge tomme æg til at servere i.
Jeg overvejede at lave en speciel is enten med rodfrugter i eller spiritus, men endte med at lave den simple udgave. En hjemmelavet vaniljeis smager helt fantastisk. Til æggeblommen havde jeg brug for gule eller orange bær og kunne huske at min gode ven og madlegekammerat, Eigil, havde havtorn i fryseren, som han plukkede sidste år. Jeg kunne heldigvis få en god håndfuld bær til min havtorn sirup.
“Blødkogte æg” til dessert
Min gode ven og madlegekammerat, Eigil, havde havtorn i fryseren, som jeg fik en håndfuld af.
// Havtornsirup
En håndfuld havtorn (nok til 4 æg)
½ dl. vand
Sukker
Vask havtorn og kom dem i en gryde tilsat ½ dl vand og sukker. Kog siruppen under låg. Jo længere den koger, jo tykkere bliver den. Justér med sukker, så munden ikke snurrer helt sammen pga at de bitre og sure bær. Blend siruppen med en stavblender og hæld gennem en sigte. Når siruppen er afkølet hældes den i en sprøjtepose.
// Vaniljeis
3 øko æggeblommer
500 g sødmælk
150 g sukker
1 stang vanilje
2 tsk. vaniljesukker
1,5 dl piskefløde
Bland fløde, mælk, korn og vaniljestang, vaniljesukker og varm op til kogepunktet. Røres undervejs. Gryden fjernes fra kogepladen ved kogning.
Læg låg på gryden og lad det stå og trække i 5-10 minutter.
Pisk æggeblommerne med sukker i en skål til en luftig æggesnaps. Tilsæt langsomt den varme mælk med fløde og rør konstant.
Hæld massen over i en gryde og varm forsigtigt op under konstant omrøring indtil det skummende lag forvinder. Det må ikke koge.
Hæld blandingen gennem en sigte og stil det til køl.
Massen kører på en ismaskine eller kommes i fryseren og rører hver time indtil massen har en softice konsistens.
Kom vaniljeisen i en sprøjtepose.
Har man ikke ikke sprøjteposer, kan man bruge en frysepose.
// Æggeskaller
4 øko æg
Æggeskallerne skal bruges som hylstre til vaniljeisen. I bunden af hvert æg, laves forsigtigt et hul svarende til ca. 5 mm i diameter. Jeg fandt ud af at en kødnål fungerede bedst. Prik en enkelt hul, så kan man derefter lirke hullet større. Ved første forsøg brugte jeg en filetkniv, hvilket resulterede i at hele ægge ”eksploderede” i hånden.
Stik hul på æggeblommen med kødnålen, så ægget nemmere kan komme ud
Stik hul på æggeblommen med kødnålen, så ægget nemmere kan komme ud. Fyld en sprøjte eller en dressing flaske (som kan købes hos den lokale køkkenudstyrspusher) op med vand. Skyl ægget ud af æggeskallen. Det skal gøres nogle gange.
Æggeskallerne skal koges i 30 minutter i saltet vand. Skyld æggeskallerne med rent vand efterfølgende.
Stil æggeskallerne til tørre i æggebægre, så resterende vand kan løbe ud.
Nu skal æggeskallerne fyldes op med vaniljeis og havtornsirup. Placér æggeskallerne i æggebægre med hullet op af. Klip et lille hul i sprøjteposerne. Fyld ægget halvt op med is. Kom derefter lidt sirup i og fyld derefter resten af ægget op med is.
Kom de fyldte æg i fryseren og lad dem fryse i minimum et par timer. Kan med fordel laves i god tid.

Servér de kolde æg i æggebægre, så hullerne skjules.

God fornøjelse og velbekomme.

Du er tilgivet, nu du har været SÅ kreativ!
Mangler en emoji her, for ellers ville du få både “thumps up”, “klap” og de sammenfoldede hænder. Sejt gået.
La Cucina Nada/MadbloggerUdfordringen
Takker 😉 Jeg mangler en emoji som står og bukker.